Emma: Alt er anderledes hernede, men det er så fedt!

Emma: Alt er anderledes hernede, men det er så fedt!
September 13, 2016 10:23

Alt er som det skal være og jeg har det rigtig godt.

Jeg ankom til min værtsfamilie mandag den 15. august efter en 10 timers lang bustur. Det har været nogle begivenhedsrige uger som både har været hårde, sjove, underlige og fede. De første 3 dage jeg var hos min værtsfamilie havde de stadig ferie. De gik med at få pakket ud, indfundet mig i mit nye hjem de næste 9,5 måneder og få købt skoleuniform. Skolen startede torsdag den 18. august. Det var en meget sjov og underlig dag. Skolen i Argentina er meget anderledes end i Danmark på mange forskellige måder. Skolen starter kl 7.45 hvor vi starter med at stå i rækker i skolens skolegård hvor det argentinske flag bliver hejst mens den argentinske national sang bliver spillet ud af højtalerne. Derefter har man timer indtil kl 12.45. Timerne består rimelig meget af det samme som i Danmark. De normale naturvidenskabelige fag og sprog. Skoletimerne går langsomt da jeg som dansker ikke forstår meget spansk endnu. Timerne går enten med at tegne flotte farverige tegninger eller øve sig på spanske gloser og verber. Når vi får fri bliver vi entet hentet eller går hjem fra skole. Derhjemme spiser vi frokost som oftest består af varm mad. I Argentina bliver der sovet om eftermiddagen dette kaldes “siesta”. Det er rigtig rart at have siesta fordi man bliver utrolig træt af at prøve og forstå folk hele tiden. Når der er siesta lukker alt i byen og der bliver stille fordi alle er hjemme og spise frokost og sove fra klokken 12.
Den første weekend af mit ophold var meget begivenhedsrig. Om fredagen var jeg til YFU reunion med alle 4 udvekslingsstudenter og alle de frivillige. Om aftenen var min værtssøster og jeg sammen med alle hendes veninder og spise pizza. Om lørdagen brugte jeg dagen sammen med mine to kontaktpersoner som begge er på min alder. Vi gik rundt i Goya og de viste mig nogle af de bedste steder. Derefter drak vi “terere” som er noget man drikker rigtig meget af, specielt unge som ikke kan lide mate. Terere er “mate” (argentinsk te) sammen med pulver blandet med vand og isterninger. Om aftenen spiste jeg empanadas sammen med dem. Det var rigtig hyggeligt.


Om aftenen/natten skulle min søster og jeg til en “quince” som er en 15 år fødselsdag for en pige. Pigers 15 års fødselsdage i mange dele af sydamerika og Mexico er en meget vigtig del af overgangen fra pige til kvinde. Det fejres med en stor fest med alle ens venner og ens familie. Man bærer en lang hvid kjole. Der er normalt stort dansegulv og dj til at få folk ud og danse. Pigen danser først vals med sin far og derefter kan folk drenge komme og tage over, derefter sættes festes i gang og alle danser hele natten. Normal starter disse fester først efter kl 12 og varer til næste morgen. Om søndagen smagte jeg min første “asado” som er betegnelse for godt kød i Argentina. Det smagte helt vildt godt. Den følgende uge stod på skole og spansk lektioner. I min anden weekend var jeg igen ude med mine kontaktpersoner og en anden udvekslingstudent fra Tyskland. Vi var ude og spise empanadas og i biografen, hvor vi i øvrigt var de eneste mennesker.

Alt er anderledes hernede, men det er så fedt at opleve en anden kultur indefra.

Med hensyn til det spanske går det fremad. Jeg kan godt mærke at jeg begynder at forstå mere og mere men det er svært at kommunikere da ingen i min familie taler engelsk. I fredags var der “eleccion de Reina” på min skole, hvor en pige fra hver klasse/årgang stiller op til at blive valgt som skolens dronning. Vi lavede store bannere, kroner og konfetti til at heppe på vores klassekammerat. De gik virkelig op i det og det var rigtig sjovt at se deres kultur igennem det. Først skulle de 5 konkurenter gå catwalk i sportstøj. Derefter var der kostume konkurrence imens de klædte om til deres lange fine kjoler. Derefter gik de catwalk i deres lange kjoler. Dommerene var nogle lærere fra skolen og det var rigtig sjovt at dem votere. Der skal vælges en dronning og 2 prinsesser, henholdsvis 2. og 3. plads. Dronningen der blev valgt var fra min klasse så vi jublede alle og alle var glade.

I denne weekend var jeg til vores første " YFU cena" vi startede ud med argentinsk. Vi skal alle fire udvekslingsstudenter arrangere en middag med traditionel mad fra vores eget land i løbet af året. Lørdag nat var vi til endnu en quince, hvor vi dansede hele natten indtil kl 6. Vi fik lige nået at sove 3 timer inden vi kørte mod Corrientes som er provinsens hovedstad. Det skulle vi fordi en fra familien skulle føde. Søndag spiste vi Asado og Agustina og jeg fik sovet ud. Mandag fødte Paula en skøn lille dreng som vi fik besøgt. Udover det fik vi set byen og shoppet en smule. Hele næste uge skal jeg ikke i skole fordi det er en opsamlingsuge, hvor man går i skole i de fag man skal forbedre sig i.

De tre første uger har været rigtig fede med massere af oplevelser. Jeg er ligeså stille ved at få indfundet mig med livet i Argentina og ved at få en normal hverdag.

Jeg skal prøve at opdatere lidt oftere så det ikke bliver sådan nogle lange opslag.

Nos vemos, chau!