Vores tur til DM i Sverige

Vores tur til DM i Sverige
July 21, 2016 07:08

Venskabelig velkomst
Fredag d. 15. april fløj Michael og jeg fra København mod Stockholm. Vi tog derefter bussen til Torsplan og begyndte vores tur mod YFU-Sveriges kontor, som ligger i centrum af Stockholm. Jeg havde været meget spændt og nok også lidt nervøs på at møde YFU-Sverige. Michael glædede sig bare til at komme tilbage. Han havde besøgt dem til deres Novemberhelg og fortalte mig, at de var ligeså fantastiske som os. Min nervøsitet viste sig da også helt unødvendig, for så snart døren blev åbnet til kontoret, var der ikke andet end smil og åbne arme til at møde os. Efter en masse kram og hurtige snakke, var vi klar til aftenens mål: Madlavning til hele weekenden. Det skyldes det øgede samarbejde mellem YFU-DK og YFU-SE, hvor de frivillige fra forskellige organisationer har sat fokus på, hvordan man kunne lære af vores forskelle. Et konkret element var YFU-Danmarks kultur med selv at lave mad. Det skulle nu for første gang, på Anna Huuskonens initiativ, testes i YFU-Sverige. Foruden os, var der også mange andre internationale gæster, blandt andet fra Finland, Østrig, Holland, Estland og Tyskland. Vi var hele 26 frivillige fredag aften, som hjalp med en enormt hyggelig gang madlavning, hvor vi var delt ind i hold med papirkroner i forskellige farver og passende navne.

Workshops
Lørdag morgen vågnede vi tidligt til dagens program, seks af os havde sovet på kontoret, og resten ville møde os senere. Dagen stod på workshops og mindede mere om et af vores kurser end vores DM. Efter en hurtig tur i metroen var vi ankommet til vores mødested. Det var faktisk det billigste DM i YFU-Sveriges nyere historie; foruden hjemmelavet mad, havde YFU-Sveriges tætte samarbejde med den svenske spejderorganisation, Scouts, nemlig ført til, at de i år kunne få et gratis sted at være.

De workshops vi deltog i blev heldigvis holdt hovedsageligt på engelsk, så det var muligt for os at forstå alt, hvad der blev sagt og deltage i diskussionerne. De fire workshops, som blev holdt, var:

  • ” Vad gör en volontärorganisation till vad den är? (Erik Sundberg)” – Samme workshop, som blev holdt i Huset til martskursus, hvor fokus blev sat på at forstå YFU-SE som en organisation.
  • ”Mångfald och partnerskap (Scouternas internationella sekreterare Vicci Friberg och scouten Mio Kuschick m.fl.)” – Om et øget samarbejde mellem Scouterna og YFU-Sverige.
  • ” Digital närvaro som bygger YFU’s story (Lotta Schreck från NAJJA kommunikation)” – Omkring vores brug af sociale medier, og hvor YFU’s fokus burde ligge online.
  • ” From Idea to Action (Aile Arro – YFU-Estland)” – Hvor man tager sin idé, løser problemerne, og får dem sat i gang.

Under ”Vad gör en volontärorganisation till vad den är”, fik vi en større forståelse for YFU-SE, og baggrunden for de forskelle vi har. Dette indblik blev endnu større, da vi over middag deltog i workshoppen ”From idea to action”, hvor der blev snakket vidt og bredt om YFU-Sveriges udfordringer og mulighederne for at forbedre organisationen. Til sidst blev der holdt ”open space” hvor man frit kunne deltage i diskussioner omkring de emner, som havde interesseret én mest i løbet af dagen.

Middag og årets frivillig
Lørdag aften var der hyggelig middag, hvor vi, sammen med to svenske frivillige, havde forberedt underholdning. Under middagen blev årets frivillig kåret, prisen gik til Josefin Eskebo, og priser med navnet ”The grand slam” blev udgivet til de frivillige, der havde deltaget på de fire nationale arrangementer, som bliver holdt i YFU-SE hvert år. Efter middagen og underholdningen hjalp alle med at rydde op, og omkring kl. 22 tog nogle stykker tilbage til kontoret, mens andre tog hjem.

DM
Søndag kl. 10 begyndte selve delegeretmødet, som ville vare lidt over to timer. Her var det lidt sværere, da alt foregik på svensk, men det var stadig muligt at følge lidt med. Blandt andet blev organisationens fremtid diskuteret, og der blev stemt om ny bestyrelse, samt ændringer i medlemskontingent.

Interessante fakta fra mødet:
Der var cirka ca. 50 deltagere. Medlemstallet i YFU-SE er steget fra 587 medlemmer i 2014 til 646 medlemmer i 2015. Efter kontingentændringen er det nu gratis at være medlem de to første år, derefter 80 SEK indtil 25, og 200 SEK fra 25 og op. En volunterhelggruppe blev oprettet, som svarer mest af alt til vores UG. Der blev også diskuteret hvordan man kunne skabe medlemsrabatter i forhold til rejseforsikring og vacciner, hvor Michael på Svansk (Dansk-Svensk) fortalte, hvordan det fungerer i YFU-DK.

Ægte YFU hygge
Nu var weekenden officielt færdig, og sammen med nogle af de sidste frivillige tog vi sammen hjem til Erik Lind, hvor der på bedste YFU-manér blev sunget Disney sange og smagt på mange forskellige øl, blandt andet en Erik selv havde brygget i sit køkken. Hen på aftenen tog vi et par stykker tilbage til kontoret, hvor vi hyggede os med at se på billeder fra weekenden.

Mandag morgen stod på sightseeing med to søde frivillige, Anna Huuskonen og Henrik Erikson, som dedikerede deres mandag til at være vores guider. Efter en fantastisk tur rundt i stort set hele Stockholm med det skønneste forårsvejr, vendte vi atter snuderne hjem mod Danmark.

En af de ting, som gjorde størst indtryk på mig, var det, at jeg som person, kunne komme til et andet land, til en by jeg aldrig har været i før og på grund af, at jeg er YFU’er, stod der pludselig en flok af mennesker fyldt med glæde og smil og med arme åbne med lysten til at lære mig at kende. At jeg på blot en weekend kunne nå at gøre så mange nye bekendtskaber, få så mange nye venner og lære så meget mere, ikke blot om YFU, men også om en ny kultur. Det, synes jeg, er fantastisk. YFU giver så meget mere, end man først tror, det er som en rejse fyldt med overraskelser og udfordringer, som aldrig vil stoppe, hvis man blot giver sig tid til at være en del af det.

Af Lærke Borgen og Michael Elver